33. Visuel genkendelse af ondartet bipest

ONDARTET BIPEST

Ondartet bipest er en af vores mest alvorlige og meget smitsomme yngelsygdomme. Sygdommen er anmeldelsespligtig og smittede bifamilier aflives.

Skadevolder
Ondartet bipest er en af vores mest alvorlige yngel sygdomme. Den forårsages af den encellede bakterie Paenibacillus larvae. Bakterien formerer sig i bilarver. Bakterien danner sporer, som er meget små (0,0013 mm lang og 0,0006 mm bred) og meget modstands dygtige overfor ydre påvirkninger såsom varme og udtørring. Sporer har kunnet spire efter 35 år, men har sandsynligvis en længere levetid.

Sygdommen overføres af ammebierne til larverne via foder, som er forurenet med bipestsporer. Larverne er kun modtagelige for infektion indtil tre døgn efter de er klækket af ægget. Jo yngre larven er, jo færre sporer er nødvendige for at starte en infektion – mest modtagelige er 24-28 timer gamle larver.

Når sporerne er indtaget af bilarverne, kommer de ned i larvens tarmsystem, hvor de i midttarmen begynder at spire. Herefter begynder celledeling og opformering i tarmen. Nu begynder bakterien at trænge gennem tarmvæggen og videre ud i larvens krop. Hastigheden bakterierne vokser med afhænger bl.a. af hvor mange sporer larven er inficeret med, men det afhænger også af hvilken stamme af ondartet bipest der er tale om.

I praksis kan der ske to ting:

1. Larven dør forholdsvis hurtigt og bliver renset ud af pudsebier. Den døde, inficerede larve smides ud af bifamilien. Så længe der ikke er dannet nye infektiøse bakteriesporer i larven, forsvinder smittefaren i og med at den døde larve er blevet fjernet fra bifamilien.

2. Larven dør ikke med det samme, men udvikler sig til stræklarve. Cellen forsegles og larven forpupper sig. Der sker yderligere opformering af bakterien, og larven eller puppen forvandles til en mørk, rådden masse. Denne masse indeholder mange sporer og er således meget smittefarlig. Cellelågene er indfaldne og eventuelt hullede. Den rådnede masse tørrer ind til en skorpe indeholdende milliarder af sporer. Når pudse bierne vil udrense den rådne masse eller skorperne, er de med til at sprede sporerne rundt i bifamilien. Pudsebierne er unge bier, som også fungerer som ammebier, der fodrer larverne. Derfor er der stor risiko for at sygdommen spredes.

De stammer af ondartet bipest som er mest dødelige på individ niveau, er faktisk mindst skadelige på bi familie niveau, fordi de slår larverne ihjel inden der produceres smitsomme sporer.

Som nævnt ovenfor, er det kun larverne som kan smittes. Den voksne bi kan ikke smittes, hvilket sandsynligvis skyldes at tarmen hos den voksne bi er bedre udviklet, samt at pollen i biens diæt har en hæmmende virkning på spiringen af bipestsporer. Bliver en bifamilie med ondartet bipest ikke behandlet, vil den svækkes og til sidst bukke under. En sådan svag bifamilie er et let offer for røveri, hvorved sygdommen kan spredes til andre bifamilier.

Symptomer

Hos bifamilier der er i de tidlige stadier af ondartet bipest, ses ikke nødvendigvis tydelige symptomer. Yngellejet vil se hullet ud, fordi de voksne bier har fjernet den inficerede yngel, men der kan være andre årsager til et hullet yngelleje. Alligevel, bør man altid være ekstra opmærksom på bifamilier med hullet eller uregelmæssigt yngelleje. I ”tomme” yngeltavler kan man spredt se forseglede celler med død yngel i. Når man om efteråret fjerner yngeltavler fra bifamilien, bør man være opmærksom på brugte yngeltavler, som stadig har enkelte yngel celler siddende tilbage i tavlen. Der kan være mange årsager til, at bierne i disse celler ikke er krøbet, men det kan være ondartet bipest.

Yngel som er død af ondartet bipest, rådner først til en brunlig, tyktflydende og slimet masse. Lugten må betegnes som en ubehagelig syrlig lugt, som minder om surdej.

Med en tændstik kan man røre lidt rundt i massen og trække en tråd, som er mere end 2 cm lang. Tråd trækningen er afhængig af, hvilket stadie sygdommen befinder sig i. Derfor er det ikke altid muligt at trække en tråd. Lader man bierne komme i nærheden af tråd massen, vil man se, at de vender sig bort fra trådmassen.

Den rådne yngel tørrer efterhånden ind til skorper. Skorperne hænger fast i cellevæggene, og bierne kan kun vanskeligt fjerne dem. Skorperne overses af mange biavlere. Ved gennemgang bør man vende yngeltavlen vandret væk fra sig selv og op mod lyset. På den måde ses skorperne lettere.

Døde pupper ligger fladt på cellebunden, og resterne af tungen kan stikke op. I sjældne tilfælde vil resterne af et eller flere ben også stikke op.

Når man ser de kliniske symptomer udover det hul lede yngelleje, har sygdommen udviklet sig så langt at det kun er et spørgsmål om tid før bifamilien vil bukke under.

Forvekslingsmuligheder

Er der hverken yngelceller med en trådtrækkende masse eller skorper, kan det være vanskeligt at konstatere, at der er tale om ondartet bipest. Symptomerne med hullet yngelleje, itubidte celleforseglinger, en rådnende og slimet masse i yngelcellerne samt skorpedannelse kan også skyldes europæisk bipest. Skorpedannelse kan forveksles med forkølet yngel. Dog vil skorperne oftest ligge i udkanten af yngellejet eller tavlen, når der er tale om forkølet yngel. Mørke, indfaldne og itubidte celleforseglinger kan skyldes forskellige sygdomme, såsom europæisk bipest, kalkyngel og sækyngel. Et hullet yngelleje kan have mange forskellige årsager, lige fra sygdomme og varroamider, til en dårlig dronning.

Forekomst
Ondartet bipest var tidligere vidt udbredt og optrådte i stort antal. Denne udvikling er blevet vendt og således var der i 2023 ”kun” 28 registrerede tilfælde. Det betyder ikke, at vi skal afskrive det som en mulighed. Den gode udvikling kan kun fortsætte hvis vi løbende er opmærksomme på muligheden for ondartet bipest og omgående griber ind ved mistanke. ¨

Spredning
Vi ved, at bifamilier uden kliniske symptomer på ondartet bipest, kan have bipestsporer i bifamilien, især i honningen. Bifamilier kan have honning med et stort antal bipestsporer i adskillige år og stadig ikke udvikle kliniske symptomer på ondartet bipest. Forsøg har vist, at der ikke er en simpel sammenhæng mellem antallet af sporer i honningen og de første synlige tegn på ondartet bipest. Dog vil man kunne finde sporer i honningen i op til et år før man ser et udbrud af sygdommen.

Røveri fra nedbrudte eller smittede bifamilier udgør en betydelig smittevej. Fodring med honning er ulovligt og må på det kraftigste frarådes!

Pollen kan også overføre smitte.

Ofte er det biavlerens egen adfærd, som udgør den største risiko. Flytter man tavler mellem bifamilier og bigårde, er der risiko for at overføre sygdomme. Biavlsudstyr, der har været anvendt i bigårde med risiko for bipest skal naturligvis rengøres meget omhyggeligt, ellers kan disse udgøre en smittekilde.

Næst efter biavlerens adfærd er røveri og fejlflyvning nok den største risiko for spredning. Svækkede eller døende bifamilier med bipest, kan udgøre en meget stor smitterisiko for lokalområdet.

Påvisning

Ved mistanke om ondartet bipest skal man altid kontakte den lokale biinspektør. Biinspektøren udtager yngelprøver, som sendes til Offentlig Bisygdomsbekæmpelse, hvor prøven bliver undersøgt i laboratoriet Desuden kan man udtage honningprøver som også undersøges for tilstedeværelse af bipestsporer.

Bifamiliers modstandsdygtighed
Bifamiliers modtagelighed er meget forskellig, hvorfor der ikke behøver at være nogen sammenhæng mellem antallet af bipestsporer i en bifamilie og udbrud af

ondartet bipest. Nogle bifamilier tåler meget høje doser af pestsporer. Mulige forklaringer kan være forskel i tolerancen hos forskellige bistammer, bifamiliernes størrelse, forholdet mellem voksne bier og yngel, samt forskelle i nektartræk og indsamling af pollen hos de forskellige bifamilier mellem de enkelte år. God pollenforsyning har en positiv indflydelse på hæmning af ondartet bipest i midttarmen. Pollen indeholder mikroorganismer, som hæmmer bipestsporernes vækst. I larvefoderet er der også fundet stoffer som hæmmer væksten af bipestsporer. I tolerante stammer hæmmer larvefoderet sporernes spiring. Honningmavens ventilklapper, der filtrerer urenheder ud af honningmaven, skulle hos nogle bistammer være så veludviklet, at den kan hindre at der overføres sporer til larverne.